Neumann W495B equalizer moduler fra 1979

Neumann W495B equalizer moduler fra 1979

Recap! – Elektrolytkondensatorer er en af de få dele i elektronik der gradvist bliver dårligere med tiden. Her er to Neumann W495B equalizer moduler fra 1979 der skal have skiftet alle de gamle og trætte elektrolytkondensatorer til spritnye Panasonic FC i signalvejen og Nichicon PW i strømforsyningen.
De er en del af en større samling som ejeren har og løbende får renoveret, og det er heldigvis ikke bare samlerobjekter, de bliver rent faktisk brugt i studieøjemed.
Tag endelig kontakt hvis du har spørgsmål angående dette.

Mere om elektrolytkondensatorer og ældning af disse:
Elektrolytkondensatorer er opbygget anderledes end f.eks. keramiske eller de mange polyestertyper der findes. Der findes mange typer af elektrolytter, men oftest bruges de almindelige polariserede aluminiumskondensatorer. De indeholder en elektrolytvæske, som over tid tørrer ud (hurtigere eller langsommere, afhængigt af type, forhold og belastning). Når denne væske tørrer ud mister kondensatorerne kapacitet og får større tab. Dette sker løbende, og man kan således opleve at udstyret kommer til at lyde mere træt efterhånden. Et sæt nye højkvalitetskondensatorer kan puste helt nyt liv i gamle forstærkere, mixere, preamps og så videre.